Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping
Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping er et uafhængigt forsknings- og udviklingscenter, som arbejder for at fremskynde overgangen til en CO2-neutral skibsfart. Fonden støttede udviklingen af en digital platform, der giver virksomheder lettere adgang til grøn skibsfart som en del af en bæredygtig værdikæde. Gennem et såkaldt ’Book & Claim System’ vil virksomheder kunne købe verificeret grøn transport svarende til deres last, uanset hvilket skib deres varer rent faktisk bliver transporteret på. Den nu færdigudviklede non-profit platform (www.katalist.eco) er til glæde for danske såvel som internationale interessenter, og kan dermed øge brugen af bæredygtige skibsbrændstoffer og reducere CO2 udledning.
Endvidere støtter fonden tilblivelsen af et såkaldt transitionskompas, som kortlægger den grønne omstilling af skibsfart, og som kan guide omstillingens udvikling. Kompasset kan desuden på sigt anvendes som værktøj til at dokumentere fremskridt. Kompasset gøres tilgængeligt på centerets hjemmeside www.zerocarbonshipping.com.