Foto af museumsbygningen på Helsingør Havn. Foto: Iwan Baan

M/S Museet for Søfart

M/S Museet for Søfart er Danmarks nationale museum for søfart og unikt placeret som et underjordisk museum bygget omkring en gammel tørdok fra Helsingør Værft.

Museet præsenterer dansk søfartshistorie siden den tidlige middelalder i spændende udstillinger designet af de hollandske udstillingsdesignere Kossmann.dejong. Bygningsværket er tegnet af arkitekt Bjarke Ingels fra BIG – Bjarke Ingels Group, og har vundet international opmærksomhed og anerkendelse for den idérige udforming.

Fonden har sammen med 10 andre fonde finansieret opførelsen af bygningen i perioden 2010-2013, og har siden, gennem to rammeaftaler indgået i hhv. 2014 og senest i 2023, støttet en række forsknings- og formidlingsprojekter.