Skoleskibet Danmark
Skoleskibet DANMARK, der drives af MARTEC i Frederikshavn, fungerer som et sejlende uddannelsessted for unge med interesse for det maritime erhverv.
Skibet indgår i den praktiske del af uddannelsen som ubefaren skibsassistent og er samtidig en vigtig ambassadør for dansk søfart. Ombord skabes et unikt læringsmiljø, hvor unge fra hele landet får en helt særlig uddannelses- og dannelsesrejse. På grund af skibets store betydning for Det Blå Danmark – og især handelsflåden – har Fonden gennem årene løbende støttet dets vedligeholdelse og aktiviteter.
I 2022 bidrog fonden til indkøb af nye travaljer, og i 2025 yder fonden en flerårig rammebevilling, der skal sikre Skoleskibet DANMARKs fortsatte drift som uddannelsessted og ambassadør for dansk søfart.
Midlerne skal anvendes til større vedligeholdelses- og udviklingsprojekter, herunder en forundersøgelse af udskiftning af skibets tekniske infrastruktur og motor, fornyelse af naglebænke, renovering af messeområde og kamre samt udvikling af en digital skibsmodel. Den digitale model skal blandt andet bruges af skibets besætning til træning i simulator og vil fremover styrke den maritime uddannelse yderligere.









